Afgået EFP-formand: Danmark har altid spillet en vigtig rolle

I anledning af sin afgang som præsident for EFP (European Forum of Psychomotricity) deler Rui Martins sine tanker og erfaringer fra over 20 års arbejde i organisationen. Artiklen er med i fagbladet, der udkommer 8. december - denne version har et ekstra spørgsmål om udviklingen af EFP. 

Interview og oversættelse: Ditte-Marie Post, næstformand i EFP

 

Hvad mener du har været den væsentligste indsats i dit hverv som præsident? Er der noget, du gerne vil fremhæve når du kigger tilbage?

Som leder af en organisation med delegerede fra 15 lande har det været en vigtig opgave at håndtere landenes forskellige ønsker og interesser og samtidig opretholde et tilfredsstillende arbejdsflow og et godt arbejdsklima.

Lederskab er for mig at kunne håndtere forskellige interesser, at kunne involvere mennesker og institutioner og at opretholde en positiv følelse af at opnå noget og at føle en mening med det, vi laver. I EFP har vi forskellige interesser og forskellige professionelle situationer og muligheder og naturligvis også forskellige visioner for, hvad vi kan og skal arbejde på at opnå. Jeg mener, at jeg har haft en vigtig rolle i at opretholde denne diversitet og forskellighed som en rigdom og en kilde til perspektiver og muligheder.

I EFP arbejder vi nu efter den tredje strategiske udviklingsplan, hvor jeg som præsident har haft en vigtig andel i at definere de mål, som organisationen arbejder efter. Det er vigtigt i en organisation at følge klare linjer og at definere ansvaret for de forskellige aktiviteter, således at man kan opfylde målene. På det personlige plan er jeg glad for at se tilbage på de ting, som EFP har opnået, og som har været et resultat af mange forskellige personers anstrengelser og koordinering.

Hvad er dine tanker, hvad angår det danske bidrag til EFP?

Danmarks deltagelse i EFP har altid spillet en vigtig rolle. Fraset en periode mellem 2015 og 2017 har Danmark altid haft et medlem i præsidiet.

Samarbejde og den ansvarsfulde deltagelse har altid været vigtig og har afspejlet, at Danmark har en meget velfungerende og velorganiseret forening. I har ikke bare haft mulighederne for at deltage, men også motivationen til at være med. Det har også vist, at I har en stærk ansvarsfølelse for organisationen og for (forholdet til) de andre lande.

Jeg har altid set den danske deltagelse som meget konstruktiv, ansvarsfuld og åben, og jeg tænker, at det er jeres organisationsstil og jeres (personlige) forståelse for, hvad det betyder at være en del af en europæisk institution. I knytter en god forbindelse mellem den nationale organisation, den nationale delegation i EFP og jeres deltagelse i EFP.

Og hvordan ser jeg fremtiden? Jeg ser Danmark som et land, der bliver reference og referenceramme for udviklingen af psykomotorikken, fordi I har en professionel organisation, der er meget velorganiseret, I har to skoler med et højt niveau af forståelse af ansvar for denne udvikling, og I forsøger at give jeres studerende og undervisere en åben faglig tilgang. Derfor ser jeg også Danmark som en vigtig del af den fremtidige udvikling i Europa og den europæiske psykomotorik.

Er der sket en udvikling af organisationen og dens arbejde i den tid, hvor du har været med?

Jeg var med fra grundlæggelsen af EFP i 1996 og har som delegeret, vicepræsident og præsident været vidne til tre perioder i organisationen:

 

De første tre-fem år blev brugt på, at medlemmerne lærte hinanden at kende som forskellige versioner af psykomotorikken: Vi mødte hinanden og lærte hinandens arbejdsformer, arbejdsområder og professioner at kende. I denne periode var alt nyt, og der var nye vinkler på, hvad psykomotorik kan være, og nye politiske perspektiver for den faglige udvikling. Den første fase handlede derfor meget om at opbygge den fælles viden.

I næste periode arbejdede vi på at samle informationer om uddannelserne og deres praksis i de forskellige lande. Et vigtigt resultat af dette arbejde var en fælles definition af et minimums-curriculum for en uddannelse til psykomotorisk terapeut på bachelorniveau. Essensen af dette arbejde var en søgen efter en fælles identitet og et grundlag for uddannelsen og professionen. Dette arbejde gav en fornemmelse af fællesskab og en forståelse for diversiteten i vores profession. Vi har gjort meget ud af at styrke den fælles faglige kerne, således at forskelligheder i praksis bliver en rigdom, hvor vi kan lære af hinanden. Vi har arbejdet med at formulere fælles begreber og med at beskrive den psykomotoriske profession og de psykomotoriske kompetencer.

Den tredje periode, hvor vi er nu, er præget af faglig og organisatorisk modenhed: Efter 20 års eksistens handler organisationens arbejde om aktivt at fremme en faglig og politisk udvikling, som er i harmoni med de krav, som det moderne samfund stiller, og som afhænger af medlemslandenes forskellige politiske, økonomiske og uddannelsesmæssige betingelser og muligheder: Noget er relateret til uddannelse, andet til kliniske og terapeutiske tilgange.

EFP’s opgave er ikke at blande sig i de enkelte landes interne forhold, men at prøve at give svar og forslag til handlemuligheder i de forskellige nationale situationer, i kraft af at organisationen er et åbent forum for erfaringsudveksling og vidensdeling.

 

Jeg er glad for, at der ved generalforsamlingen blev besluttet at øge fokus på kommunikation og formidling landene imellem og mellem EFP og medlemmerne.

Fakta
Rui Martins har været i EFP siden grundlæggelsen i 1996. Fra 2011 til 2017 var han præsident for organisationen. Til daglig er Rui Martins professor i psykomotorisk rehabilitering ved Faculdade de Motricidade Humana (Faculty of Human Kinetics) ved universitetet i Lissabon.